Medlemsbrev juni 2023

Publiceret: 20. juni 2023

Kære medlemmer af Informations Venner,

Med dette medlemsbrev byder vi medlemmerne indenfor på foreningens nye hjemmeside. Vi kan også nu annoncere det kommende efterårs to læsermøde. Fra hjemmesiden kan man allerede nu tilmelde sig møderne. Og så har vi en nyhed, der heldigvis er usædvanlig for foreningen: En politianmeldelse om falske mails.

Fra bestyrelsen vil vi gerne ønske jer alle en rigtig god sommer.

Christian S. Nissen (Formand)

__________________________

Foreningens nye hjemmeside

Så har vi den 19. juni lukket op for foreningens nye hjemmeside (se: https://informations-venner.dk/) og byder gamle og nye medlemmer indenfor.  Som annonceret på forsiden af den gamle hjemmeside har vi igennem forårsmånederne arbejdet med den nye sides opsætning og layout og med overflytning og omredigering af tekst.

Vi er endnu ikke helt færdige. Hverken med tekst eller billedmateriale. Men vi synes alligevel, at den nye hjemmeside - manglerne til trods - er bedre end den gamle. Mere overskuelig og lettere at finde rundt i. Det håber vi i hvert fald.

Men vi vil gerne høre, hvad foreningens medlemmer mener. Giv jeres besyv med ved at skrive en mail til bestyrelsen på mailadressen: [email protected] og fortæl os, hvad du mener om det foreløbige resultat. Hvad fungerer godt og hvad bør blive bedre? Du kan også bruge kontaktformularen, som du finder ved at klikke her.

­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­____________________________

To læsermøder i efteråret 2023

Søndag den 3. september kl. 11 – 13 vil Informations nye redaktionelle chefredaktør, Anton Geist, fortælle om og diskutere avisens publicistiske og journalistiske udfordringer. Hvad er de store journalistiske ambitioner for det lille dagblad Information? Og hvordan skal ambitionerne indfries i en tid, hvor den traditionelle printavis er under pres?

Læs mere om mødet og meld dig til.

_____________________________

 

Søndag den 29. oktober kl. 11 – 13 Læsermøde om kritik og journalistik.  med anmelder Bodil Skovgaard Nielsen.

”Anmeldelser uden hjerter og stjerner”. Informations anmeldere bruger andre metoder til at signalere kvaliteterne i de forskellige kunstværker. Og læseren skal selv fordybe sig i forståelsen og opfattelsen af værkerne.

Læs mere om mødet og meld dig til.

________________________________

Falske mails meldt til politiet

Igennem flere måneder har medlemmer af foreningens bestyrelse modtaget falske mails, som udgiver sig for at være sendt af formanden. Disse mails opfordrer modtagerne til at afgive diverse oplysninger og / eller om at overføre uspecificerede pengebeløb. Det har heldigvis indtil nu været relativt nemt at se, at der er tale om falske mails. Selvom formandens navn optræder som afsender, kan man i det, der står med småt, se, at den faktiske afsender benytter en italiensk mailadresse (landekode: it.).

Midt i maj fik et medlem (uden for bestyrelsen) en af de falske mails og skrev om det på foreningens Facebook-side, https://www.facebook.com/groups/236609348697585. På den baggrund blev ”sagen” i begyndelsen af juni anmeldt til politiet på en særlig, dertil indrettet webtjeneste.

Heldigvis er ingen af foreningens medlemmer, så vidt vi ved, ind til nu blevet ramt økonomisk af disse falske mails. Men denne slags snyd og bedrag har ramt mange andre og kun få af disse sager bliver opklarede. Så det kan næppe overraske, at anmeldelsen fra Informations Venner endnu ikke har fået politiet til at ”rykke ud” til vores beskyttelse.

Men vi vil hermed gerne gøre foreningens medlemmer opmærksomme på sagen og på den risiko, der kan være ved at åbne og svare på de falske mails. Det bedste råd er nok at slette dem.