Læsermøde med Martin Burcharth

8. oktober 2017 kl. 11:00

Martin Burcharth: Korrespondent i Donald Trumps USA

Informations medarbejder i USA vil fortælle om den nye politiske virkelighed i USA efter præsidentvalget i 2015-2016. Hvordan kunne det ske, at en ejendomsmagnat og reality-tv-stjerne blev USA’s præsident? Vores udsendte vil desuden give sit bud på, hvordan denne historie kan ende for USA - og for resten af verden.

Amerikansk politik er inde i en overgangsperiode efter Donald Trumps valgsejr i 2016. Republikanerne oplever en identitskrise efter en fjendtlig magtovertagelse, mens Demokraterne kives om at støbe et nyt og mere overbevisende budskab. Informations USA-korrespondent fortæller om sin dækning af præsidentvalget sidste år og giver sit bud på, hvordan det kunne ske, at en ejendomsmagnat og reality-tv stjerne blev præsident. Hvordan skal denne historie ende for USA og verden?

I valgkampen 2016 udtrykte kommentatorer og mange vælgere frygt for Trumps autoritære tilbøjeligheder. Nogle forberedte sig ovenikøbet på et amerikansk autarki, som profestisk beskrevet i Philip Roths ”The Plot Against America” (2004). I de første måneder af Trumps præsidentperiode syntes de bange anelser at være gået i opfyldelse, men siden er det lykkedes institutioner som medierne, domstolene og Kongressen såvel som det civile samfund at inddæmme præsidentens magtudøvelse.

Trumps popularitet har fra starten været bundlav og er stedse faldende. Hans folkelige base skrumper desuden ind i takt med de manglende resultater. Et genvalg i 2020 kan derfor blive en stor udfordring, hvis præsidenten endda når så langt i sin første embedsperiode.

Lidt om Martin Burcharth - en erfaren korrespondent

Han har været Informations korrespondent i USA siden 1996. Han har rapporteret om rigsretssagen mod Bill Clinton i 1998, Højesterets indsættelse af George W. Bush som præsident i 2000, opløbet til Irak-krigen i 2003-04, Barack Obamas valgkampagne i 2007-08 samt Donald Trumps choksejr i 2016.

Burcharth tilbragte sit første år i USA i 1974, hvor han ankom en måned efter præsident Richard Nixons tilbagetræden i kølvandet på Watergate-skandalen. I 1982 vendte han tilbage til USA, hvor han læste journalistik på New York University. Fra 1984 til 1989 blev han i New York og arbejde som freelance-korrespondent for ’Det Fri Aktuelt’ og senere ’Berlingske Tidende’. Mellem 1990-94 var han ’Børsens’ korrespondent i Rom og i 1994-95 blev han Informations korrespondent i Italien.

Læsermødet afholdes i Informations kantine, Store Kongensgade 40 C, 1264 Kbh. K 

Tid: Søndag den 8. oktober kl. 11-13

Tilmelding på butik.information.dk senest lørdag den 7. oktober kl. 18. 
Derefter på tlf. 39 18 07 02.  

Deltagergebyr, som inkluderer kaffe/te og croissant:

Medlemmer 75 kr. - Ikke-medlemmer 100 kr. - Studerende gratis.

Alle er velkomne.

For yderligere praktiske oplysninger og detaljeret vejledning i tilmelding klik her

 


Læsermøder

Møderne afholdes i Informations kantine, som ligger i stueetagen af bladhuset.

Adressen er: 
Store Kongensgade 40 C
1264 København K

BEMÆRK:

Læsermøder har sit eget liv og finansieres af et mødegebyr, som genererer overskud til foreningens øvrige aktiviteter.